Var Danmarks tiltrædelse af Lissabontraktaten i strid med grundloven?

Efter 2½ års tovtrækkeri afgjorde Højesteret d. 11. januar 2011, at 35 personer på befolkningens vegne kan få domstolenes afgørelse af, om regeringen begik grundlovsbrud ved i 2008 at tiltræde Lissabon-traktaten uden folkeafstemning eller mindst 5/6 flertal i folketinget.

Sagen kan vise sig at få enorme konsekvenser for det danske EU-medlemskab og EU-samarbejdet som helhed.

Kort om retssagens historie indtil nu

Sagsøgerne rejste sagen i 2008 med en stævning mod stats- og udenrigsministeren for at have besluttet at tiltræde Lissabon-traktaten i strid med Grundlovens § 20.

Ved sagens behandling i Østre Landsret hævdede regeringen (kammeradvokaten) imidlertid, at sagsøgerne ikke havde ret til at få påstande om, at tiltrædelsen er i strid med Grundloven, prøvet ved domstolene. Østre Landsret gav regeringen medhold heri, hvorefter sagsøgerne ankede Østre Landsrets afgørelse til Højesteret.

11. januar 2011 gav Højesteret sagsøgerne medhold i at have ret til at få sagens  påstande prøvet ved domstolene. Derfor behandles sagen på nuværende tidspunkt igen i Østre Landsret og kommer til mundtlig forhandling den 26. marts, 2., 3. og 20. april 2012. Enhver kan overvære disse mundtlige forhandlinger forud for Landsrettens dom.

Indholdet i retssagen om Lissabon-traktaten

I henhold til stævningen og med senere ændringer er retssagens indhold følgende:

Påstanden: De sagsøgte, Stats- og Udenrigsministeren, skal anerkende at loven om tiltrædelse af Lissabon-traktaten (lov nr. 321 af 30. april 2008) er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 som følge af

1. at loven ikke er vedtaget i overensstemmelse med den i grundlovens § 20 foreskrevne procedure  (5/6 flertal eller folkeafstemning) , uanset at der ved loven overlades beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, og

2. at regeringens tiltrædelse af Lissabon-traktaten derfor er ugyldig.

Disse hovedpåstande begrundes navnlig af følgende:

1. Om Institutionelle ændringer

at de gennemgribende ændringer af EU-institutionernes funktioner og procedurer, der blandt andet overfører lovgivningskompetencen på væsentlige områder til Europa-parlamentet, som dermed overtager den centrale lovgiverrolle på en lang række områder af indgribende og væsentlig betydning, indebærer ny og ændret suverænitetsafgivelse, hvorfor brug af § 20 proceduren allerede derfor er nødvendig.

2. Vedrørende overgangen fra enstemmighed til flertalsafgørelser

at overgangen til flertalsafgørelser på langt flere områder betyder, at danske myndigheder mister ”vetoretten” således, at man på disse områder ikke længere kan hindre vedtagelser af foranstaltninger, som det danske folketing modsætter sig.

Højesteret har lagt vægt på, at der særligt på disse to punkter er behov for en prøvelse.

3. Vedrørende Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende rettigheder

at Charteret indebærer en så vægtig suverænitetsafgivelse, at den er dækket af sagsøgers påstand om grundlovsbrud.  Dette skyldes dels, at Domstolen får - en ny - kompetence til at fortolke Chartrets bestemmelser som juridisk bindende, og dels at flere af de i Chartret hjemlede rettigheder vil kunne indgå i og gøres til genstand for EU-lovgivning.

4. Vedrørende EU som juridisk person og den udenrigspolitiske kompetence

at EU tillægges kompetence til at indgå traktater med andre lande og internationale organisationer med bindende virkning for medlemsstaterne. Der er herved tale om suverænitetsafgivelse eftersom en sådan beføjelse forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, da beføjelsen til at indgå traktater ifølge grundlovens § 19 tilkommer regeringen, og beføjelsen i henhold til Højesterets dom i UfR 1998.800 er omfattet af ”rigets myndighed”, hvis beføjelse er genstand for reguleringen i § 20.

Hertil kommer, at EU's kompetence til at indgå internationale aftaler på medlemsstaternes vegne er afgrænset så ubestemt, at suverænitetsafgivelsen ikke finder sted "i nærmere bestemt omfang".

5. Vedrørende forrangsprincippet og EU-Domstolens kompetence

at udvidelsen af EU-Domstolens kompetence indebærer suverænitetsafgivelse, da selve tiltrædelsen er en godkendelse af Domstolens ekspansive fortolkning af gamle bestemmelser, og idet Domstolens mulighed for retsskabelse tiltrædes med Lissabon-Traktaten ved Erklæring 17.

Der foreligger endvidere eksempel på dobbelt suverænitetsafgivelse, da Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, som i henhold til arbejdsmarkedets grundlove har den endelige afgørelse i sager underlagt disse, fratages denne kompetence.

6. Vedrørende ”fleksibilitetsbestemmelsen”, artikel 352

at den hidtidige adgang for EU til at vedtage ”passende bestemmelser” på uspecificerede sagsområder, når EU´s institutioner mener at vedtagelserne tjener til at ”opnå et af målene” i traktaterne, udvides som følge af væsentlige udvidelser af EU´s formål i henhold til Lissabon-traktaten.

Om de tilsvarende formålsudvidelser i Forfatningstraktaten udtalte Justitsministeriet i redegørelse 22. november 2004, at der kræves vedtagelse efter Grundlovens § 20 som følge af, at det ikke er ”muligt præcist at angive, i hvilke konkrete tilfælde der vil vise sig at være grundlag for at anvende bestemmelsen”

7. Gik det rigtig til

at Regeringen gennem forhandlingsprocessen søgte at undgå en folkeafstemning om Lissabon-Traktaten, hvilket systematisk blev søgt skjult for folketinget og den danske befolkning?