Categories: General
      Date: Jan  5, 2015
     Title: Hvor er debatten om bankunionen?

Kronik i Dagbladet Information 5. januar 2015



Helge Rørtoft-Madsen

EU’s bankunion, der trådte i kraft for eurolandene den 1. november, er et hengemt politisk spørgsmål. Regeringen har antydet, at den vil have Danmark med i unionen, men har ikke meldt klart ud. Heller ikke Folketingets øvrige partier har udtrykt sig klart om spørgsmålet, og befolkningen er ikke blevet nævneværdigt oplyst om, hvad bankunionen indebærer politisk og økonomisk. Under forhandlingerne i EU om bankunionen sivede der ikke ret meget ud gennem pressen, og siden har der været en påfaldende politisk tavshed om sagen.

Sagen er prekær på grund af uvisheden om, hvorvidt bankunionen økonomisk set overhovedet er en god idé, hvordan den i praksis vil virke, og hvad det »indre marked for banktjenesteydelser« vil betyde for bankernes konkurrence og bankkundernes økonomi og for landenes finans- og pengepolitiske muligheder. Og vil bankunionens fond, der skal holde liv i skrantende banker under fremtidige finanskriser, overhovedet kunne klare den enorme økonomiske opgave?

Det hedder sig, at bankerne selv skal klare opgaven, men hvad hvis fondens penge ikke rækker? Er vi sikre på, at bankkunderne og landenes borgere undgår at komme til at betale for fremtidige bank- og finanskriser?
Undersøgelser savnes

Bankernes egen interesseorganisation, Finansrådet, ved godt, at bankunionen er en indgribende sag med stor betydning for de enkelte pengeinstitutter og for regeringens mulighed for at regulere deres aktivitet. Rådets nylige rapport munder ud i en skeptisk, afventende holdning til deltagelse i bankunionen, især på grund af usikkerheden om dens virkning i praksis. Selv fremtrædende bankfolk har problematiseret bankunionen og dens tilsynsmyndighed.

Men generelt savnes der overordnede undersøgelser og vurderinger af Bankunionens betydning både for bank- og kreditvirksomhed og for reguleringen af den finansielle sektor og dermed for dansk og europæisk økonomi. Den slags undersøgelser og vurderinger, der bør indgå i en veloplyst debat om en så indgribende sag som bankunionen, hvor det økonomiske aspekt hænger nøje sammen med det politiske.

Tænketanken Krakas nylige rapport om finanskrisen berører bankunionen, men kun i forhold til mulige fremtidige finanskriser.
Regeringen gemmer sig

Et afgørende spørgsmål er, hvordan det politisk skal besluttes, om Danmark skal med i bankunionen eller ej. Det har regeringen tilsyneladende intet gjort for at skabe klarhed om. Folkeafstemningskomite2010 – der blandt andet har til formål at kræve grundloven overholdt ved væsentlige ændringer af Danmarks forhold til EU – opfordrede i januar 2014 regeringen og Folketinget til at lade en gruppe uafhængige stats- og forfatningsretligt sagkyndige og uvildige jurister undersøge og vurdere, om tilslutning til bankunionen betyder suverænitetsafgivelse eller ej. Baggrunden for opfordringen var vores erfaring fra den omfattende og fem år lange grundlovssag om Lissabon-traktaten, hvor vi – i hele sagens gang indtil Højesteret – hævdede, at Justitsministeriet ikke havde været uvildigt i sin vurdering.

Det svar, som Folkeafstemningskomite2010 fik i form af et brev fra Justitsministeriet i september, lod meget tilbage at ønske.

På daværende tidspunkt havde ministeriet »endnu ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt en eventuel deltagelse i bankunionen vil indebære afgivelse af suverænitet«, lød det blandt andet.

Kernespørgsmålet er, om der afgives suverænitet eller ej ved at slutte Danmark til bankunionen, men brevet – der kun kan være sendt på statsministerens foranledning – tyder på, at regeringen end ikke har bedt Justitsministeriet undersøge, om tilslutning til bankunionen politisk kan besluttes af et almindeligt flertal i Folketinget, eller om det kræver et flertal på fem sjettedele i Folketinget (og en folkeafstemning, hvis dette flertal ikke opnås).

At der gik otte måneder, inden komiteen fik svar på henvendelsen til regeringen, og at den svarede under Justitsministeriets maske, tyder på, at den ikke ønsker at udtale sig om det forfatningsjuridiske problem i forhold til bankunionen. Ligesom det tyder på, at regeringen dækker sig under Justitsministeriets bastant autoritative opfattelse, at det ikke finder »behov for at nedsætte et særligt udvalg til at vurdere dette spørgsmål«.

Men det er ikke Justitsministeriet, der skal bestemme den slags, for ansvaret for grundlovens overholdelse er regeringens og Folketingets.
Embedsværkets pålidelighed

Der er i det hele taget god grund til at være på vagt over for Justitsministeriet. Det er undergivet den udøvende magts – det vil sige regeringens – politiske interesse og vilje, og dets vurderinger er derfor hverken uvildige eller juridisk uangribelige. Dette faktum overses ofte. Men i flere øjenåbnende bøger har vi fået sandsynliggjort, at Justitsministeriets juridiske embedsmænd ligger under for regeringens interesse og politiske vilje. I Erik Høgh-Sørensens Mod vinden er der flere eksempler på (top)politikeres brug af embedsværket til politisk bestillingsarbejde. Og i Jesper Tynells Mørkelygten sår talrige embedsmænds udtalelser alvorlig tvivl om embedsværkets pålidelighed i forhold til det demokratiske behov for uvildig information og vurdering – ikke mindst når det drejer sig om at sikre, at politikere overholder grundloven, som de er forpligtede til i forhold til befolkningen.

Hertil kommer, at Justitsministeriet gennem årene selv har udviklet synspunkter, fortolkninger og metoder, der ikke anfægtes eller prøves juridisk, medmindre den dømmende magt – i sidste instans Højesteret – tager direkte og substantiel stilling til dem i principielle sager som eksempelvis Lissabon-sagen. Og erfaringen fra den sag er nedslående, nemlig at Lands- og Højesteret enten i vidt omfang repeterer Justitsministeriets synspunkter og fortolkninger eller undlader at tage substantiel juridisk stilling til dem.
Åbn visiret

Der er et akut påtrængende behov for indgående og detaljerede analyser og vurderinger af bankunionens funktion og forventelige økonomiske virkning på kort og langt sigt. Og befolkningen er ikke tjent med kun at blive orienteret om, hvad interesseorganisationer, politisk hildede tænketanke og medievante, politiske meningsdannere mener om sagen. Folketinget skal sørge for, at der gennemføres en egentlig folkeoplysning om sagen. Oplysningen skal have afsæt i omfattende analyser og vurderinger fra politisk og økonomisk uvildige instanser. Den akademiske kapacitet må mobiliseres til at løfte den opgave.

Og regeringen må indse, at tiden er inde til at afgøre det forfatningsretlige spørgsmål om suverænitetsafgivelse på en anden måde, end det er sket siden indmeldelsen i EF i 1972: Spørgsmålet bør belyses af en juridisk instans, der er uafhængig af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Regeringen er nødt til at åbne visiret og meddele, hvad den vil i forhold bankunionen.

Og ønsker regeringen ikke en uvildig undersøgelse som den, komiteen opfordrer til, eller hvis regeringen af en eller anden grund ikke finder den relevant, bør regeringen meddele det åbent og direkte i stedet for at gemme sig bag Justitsministeriet.

Helge Rørtoft-Madsen er medlem af Folkeafstemningskomite2010 og fhv. koordinator i grundlovssagen om Lissabon-traktaten
Kilde-URL: http://www.information.dk/520387