Jun 14, 2010

STÆVNING - EU´s Grundlov og Danmarks Grundlov


Statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller stævnes af 30 engagerede borgere. Ole Krarup. 14.06.10

I henhold til retsplejelovens kapitel 23 a

Sagsøgere: 30 engagerede medborgere

Sagsøgte:
1. statsminister Anders Fogh Rasmussen, Statsministeriet, Christiansborg, Prins Jørgens Gård 11, 1218 Kbh. K,
2. udenrigsminister Per Stig Møller, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2 1448, Kbh K

Påstand:
Sagsøgte skal anerkende, at den overladelse af danske myndigheders grundlovsbestemte beføjelser (suverænitetsafgivelse) til EU, der er en følge af lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med det samlede indhold, loven har efter ikrafttræden af lov nr. 321 af 30. april 2008, er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 som følge af principalt at den ved loven tiltrådte Lissabon-traktat medfører suverænitetsafgivelse i så betydeligt og så ubestemt omfang, at traktaten ikke gyldigt kan tiltrædes uden grundlovsændring efter § 88.
subsidiært at sagsøgte har handlet i strid med Grundlovens § 20, hvis krav til vedtagelse af lov nr. 321 af 30. april 2008 ikke har været fulgt, uanset at der ved loven overlades beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder. mest subsidiært at suverænitetsafgivelsen er besluttet og gennemført med ulovligt/grundlovstridigt formål, magtfordrejning.

Hovedpunkter:
Det samlede forløb, der førte til indgåelse af Lissabontraktaten, dokumenterer, at sagsøgte har begået magtfordrejning, idet sagsøgtes uhjemlede og uretmæssige mål har været at udforme en traktat, der ville kunne tiltrædes uden anvendelse af grundlovens § 20 for dermed at undvige risikoen for folkeafstemning. Et sådant formål kan ikke statsretligt korrekt indgå i regeringens udnyttelse af traktatkompetencen i medfør af grundlovens § 19 til at "handle på rigets vegne", og det fremgår af sagsfremstillingen, at det ulovlige formål tilmed er søgt realiseret med midler der i flere henseende er illegale for offentlige myndigheder. Sikringen af at regeringen holder sin svinesti ren er en opgave for domstolene, idet disse har en for længst fastslået - og for retssikkerheden og folkestyret uundværlig - adgang til at kontrollere myndighedernes overholdelse af grundloven.

Ud over magtfordrejning anfører sagsøgerne en række grunde til at traktaten medfører suverænitetsafgivelse til EU på de 6 punkter der nævnes i det følgende, punkter der hver for sig nødvendiggør folkeafstemning efter § 20, og som til sammen gør det uomgængeligt at ændre den danske grundlov - og i hvert fald gå frem, efter § 20 (folkeafstemning. Punkterne er:

  1. Alle de grunde, der ifølge regeringen (i henhold til Justitsministeriets i redegørelsen af 22. november 2004)nødvendiggjorde folkeafstemning efter § 20 om Forfatningstraktaten, genfindes i Lissabontraktaten. De mange punkter skal regeringen som sagsøgt redegør for i alle detaljer. Indtil da er det tilstrækkeligt at pege på et enkelt punkt, nemlig den såkaldte "Fleksibilitetsbestemmelse", TEUF artikel 352, stk. 1 som - med få ændringer (i NB udvidende retning) - viderefører den hidtil gældende bestemmelse i EF-traktaten artikel 308, og som på de afgørende punkter er identisk med forfatningstraktatens artikel I-18. I sin redegørelse november 2004 om forfatningstraktaten udtaler Justitsministeriet (side 93) som sin opfattelse "at dansk tilslutning til forfatningstraktatens artikel I-18 bør ske efter grundlovens § 20". Dette begrundes i redegørelsen med særlig henvisning til, at det "følger af karakteren af fleksibilitetsbestemmelsen i artikel I-18, at det ikke på forhånd er muligt præcist at angive, i hvilke konkrete tilfælde der vil vise sig at være grundlag for at anvende bestemmelsen". Sagsøgerne tilslutter sig denne karakteristik, som i mindst samme omfang er anvendelig i forhold til Lissabontraktatens artikel 352. Det gøres yderligere gældende, at det er en følge af Justitsministeriets karakteristik, at den i artikel 352 hjemlede suverænitetsafgivelse ikke finder sted "i nærmere bestemt omfang", og at den derfor udløser en grundlovsændring.
  2. Tiltrædelse af EU's Charter om grundlæggende rettigheder som bindende på linie med traktatteksten indebærer en så omfattende suverænitetsafgivelse, at den er dækket af sagsøgers påstand om grundlovsbrud. Uanset at den danske grundlovs frihedsrettigheder ikke antastes af EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og uagtet at det nævnte charter fastslår, at det ikke skaber nye kompetencer (artikel 51, stk. 2 og TEU artikel 6)), er charteret, som i henhold til TEU artikel 6,stk. 1 er gjort retligt bindende, grundlag for en betydelig suverænitetsafgivelse. Dette er en følge af at flere af de i charteret hjemlede rettigheder kan gøres til genstand for EU-lovgivning i henhold til artikel 52, stk. 5, der giver hjemmel til EU-lovgivning til gennemførelse af chartrets principper. Herhen hører flere charter-rettigheder, herunder artiklerne 28, 31 og 34. EU-lovgivning herom er rummer overladelse til EU af betydelige beføjelser for danske myndigheder, der forstærkes af en kombination med den under 1. omhandlede fleksibilitetsbestemmelse, TEU artikel 352.
  3. Når man ser på af EU-domstolens kompetence-ekspansion, som igennem en række år har medført - dommerskabte - suverænitetsafgivelser, som danske myndigheder (ikke mindst danske domstole) forgæves har forsøgt at bremse, er det vigtigt, at denne ekspansion tiltrædes med Lissabon-traktaten, idet Erklæring 17 med bilag fra Rådets juridiske tjeneste bekræfter "Domstolens eksisterende retspraksis" - altså en traktat-hjemmel, som ikke fandtes i forfatningstraktaten. Til EU-domstolens retspraksis, der med erklæring17 bliver en del af Lissabontraktaten, og således forfremmes til traktatfæstet ret, hører dommen i sag C-341/05 der er fremlagt i sagen som bilag 2. At EU-myndighederne får adgang til at sætte EU-retlige grænser for de aktionsmidler der benyttes af arbejdsmarkedets parter, repræsenterer ifølge sagsøgte en kompetenceudvidelse for EU, og dermed en suverænitetsafgivelse. At EU efter sagsøgtes daværende opfattelse har savnet den nævnte kompetence, fremgår af bilag 1, hvori regeringen tilkendegiver den "opfattelse, at Fællesskabet hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningers ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver", og at "retten til at føre kollektive forhandlinger for at opnå overenskomst om løn- og arbejdsvilkår og retten til at understøtte et krav herom med kollektive kampskridt efter regeringens opfattelse ikke er omfattet af fællesskabsretten." Der foreligger tilmed en dobbelt suverænitetsafgivelse, ikke blot i det materielle retsforhold, men også i det processuelle, idet Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, som i henhold til arbejdsmarkedets grundlove har den definitive afgørelser i disse sager, fratages denne kompetence.

    At den dommerskabte udvidelse af EU-kompetence er blevet traktatfæstet med Lissabontraktaten, betyder, at traktaten medfører dansk suverænitetsafgivelse.
  4. Med Lissabontraktaten afskaffes det hidtidige mellemstatslige samarbejde om (dele af) retspolitikken ("retlige og indre anliggender"). I tilknytning hertil gør sagsøgerne gældende, at den traktatfæstede tilvalgsordning inden for retsvæsen, som er fastslået i Bilag til Danmarksprotokol art. 3, kræver § 20-procedure, eftersom det danske tilvalg ikke vil kunne praktiseres fra sag til sag inden for den i traktaten fastsatte frist på 3 måneder efter at det pågældende forslag er fremsat. Følgelig er det hjemlede tilvalg ikke gyldigt uden vedtagelse af den samlede traktat i overensstemmelse med grundlovens § 20. Det gøres ikke gældende at der foreligger modstrid med § 88.
  5. Sagsøgerne gør gældende, at den nye adgang for EU til at indgå traktater med andre lande og internationale organisationer ( TEUF artikel 216) ikke gyldigt kan tiltrædes uden anvendelse af grundlovens § 88, subsidiært § 20. Dette er en følge af, at artikel 216 betyder ,at de af EU indgåede traktater har bindende virkning for medlemsstaterne. Der er her tale om en utvetydig suverænitetsafgivelse, eftersom beføjelsen til at indgå traktater ifølge grundlovens § 19 tilkommer regeringen, en beføjelse der i henhold til Højesterets dom UfR 1998 side 800 (dommen om Maastricht-traktaten) er omfattet af "rigets myndigheder", hvis beføjelser er genstand for reguleringen i § 20.

    Hertil kommer, at EU's kompetence til at indgå internationale aftaler på medlemsstaternes vegne er afgrænset så ubestemt, at suverænitetsafgivelsen ikke finder sted "i nærmere bestemt omfang" og derfor nødvendiggør en grundlovsændring. En af begrænsningerne i kompetencen i medfør af artikel 216 er at aftalen skal være "nødvendig for i forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne". Ubestemtheden er dels en følge af en manglende klar afgrænsning af "unionens politikker", dels af at de "mål der er fastlagt i traktaterne er ukendte. Til dette grundlovsbrud kommer, at de indgåede traktater kan være umiddelbart bindende for borgerne og derfor tillige repræsenterer en - ubestemt - overladelse af lovgivende magt.
  6. TEU artikel 48, stk. 7. tillader, at vedtagelser der træffes med enstemmighed, kan ændres til flertalsafgørelser. Et "kvalificeret flertal", som traktaten kalder det, er tæt på simpelt flertal, idet TEU artikel 16, stk. 4 blot kræver flertal på 15 ud af 27 medlemsstater. Men samtidig er flertalskravet kvalificeret i en anden betydning, idet artikel 16, stk. 4 tilføjer et krav om at de 15 lande "repræsenterer medlemsstater med tilsammen 65% af Unionens befolkning". Dette indebærer, at et flertal blandt befolkningsfattige medlemsstater - hvortil Danmark hører med en befolkning på 1-2% af Unionens samlede befolkning - diskrimineres i forhold til medlemsstater med mange indbyggere. Herudover betyder flertalsafgørelser, at danske myndigheder mister "vetoretten" i betydningen: mulighed for at hindre vedtagelse af en foranstaltning, som det danske folketing modsætter sig.

Sagens rammer og indhold
Herom henvises til stævningens afsnit SAGSFREMSTILLING og de sidste punkter af stævningen.

Sagens forberedelse tager antagelig længere tid (regeringen er aktivt interesseret i en forhaling). Som et første skridt har regeringens advokat - Kammeradvokaten - kvitteret for modtagelse af stævningen. Jeg vender tilbage når sagen bevæger sig.

14. juni 2008.
Ole Krarup